Faarupsommerland2

Fårup bruger genbrugsmaterialer fra byggepladser til attraktion

Fårup Sommerland har indgået et samarbejde med den socialøkonomiske virksomhed Råt&Godt, som står for opførelsen af en forhekset skov bygget af genbrugsmaterialer i forlystelsesparken.

I efterårsferien i uge 42 var Fårup Sommerland pyntet i alle efterårets farver, da parken traditionen tro holdte høstfest. I år blev ugen dog ekstra speciel, da en forhekset skov skød op i forlystelsesparken i et samarbejde mellem Fårup Sommerland og den socialøkonomiske virksomhed Råt&Godt.

Den forheksede skov indeholdte Mosekonens Bryghus, svampe i forskellige størrelser, kister og parkering til heksens koste, som alle opførtes i genbrugs- og overskudsmaterialer hentet og nedtaget fra byggepladser i Nordjylland. Blandt andet var flamingo til svampene og al beklædningstræ hentet fra byggeriet ved Gigantium i Aalborg, mens det anvendte jern er et overskud fra Bindslev produkthandel. Alle tekstiler er desuden leveret af Kirkens Korshær, Røde Kors og IKEA.

”Vi gør altid noget ekstra ud af parken op til efterårsferien, og vi glæder os til at byde gæsterne velkommen i den forheksede skov, som opføres i samarbejde med Råt&Godt,” lød det fra Niels Jørgen Jensen, adm. direktør i Fårup Sommerland inden åbningen. Han fortsætter:

”Det er afgørende, at vi bliver ved med at tænke i nye baner og gøre parken grønnere til gavn for både samfund og gæster, og derfor glæder vi os over dette nye partnerskab med Råt&Godt, som udviser stor ansvarlighed og dagligt gør en forskel inden for både social og miljømæssig bæredygtighed.”